Familiens Hjemmeside
Mette Thomasdatter

Denne historie er fortalt af min mors broder Michael Christensen og jeg har fået lov at gengive den her på min hjemmeside

 

  nr.19.........       Mette Thomasdatter       og hendes forbindelse

med Barfodslægten.                                                                                                             

Mette Thomasdatter er født i Debel, Fåborg sogn 29.4.1787, men hendes forældre har tilsyneladende været bosat i Øse sogn. Mette døde den,12.september 1873 i Fredensberg og blev begravet den, 19. september 1873. Hendes far er fæstegårdmand Thomas Sørensen, f. i Heager,Øse sogn 1745 og død s. st. 1805, og hustru Karen Hansdatter, f. i Vesterbæk, Øse sogn 1750 og død i Varde 12.2.1842. Karen Hansdatters forfædre har i de tre generationer, der er kendt, været fæstebønder i Øse sogn.

Også Thomas Sørensens forældre var bosat i Øse sogn. Det var fæstegårdmand i Heager Søren Hansen, f. i Gunderup, Årre sogn 1712 og død i Heager, Øse sogn 1786, og hustru Apollone Thomasdatter, f. i Heager, Øse sogn 1708 og død s.st. 1789.

Næsten alle Mettes forfædre, som man kender navnene på, har været bønder og har boet  i nærområdet.  En af dem var Michel Jepsen, født ca. 1615 i Tranbjerg, Årre sogn og gift med Maren Pedersdatter, født ca.1620 i Allerup, Sneum sogn.  Michel Jepsen nævnes som boende i Gunderup, Årre sogn, og senere som fæster af en gård i Fåborg by og sogn.

 

Firmaet ”Dansk Slægtsforskning”, der har udarbejdet Slægtsbogen om Urupslægten, gætter på, at Michel Jepsen er søn af fæstegårdmand og delefoged i Tranbjerg, Årre sogn, Jep Olufsen, født omkring 1580 , og Ingeborg Jørgensdatter, født i Grimstrup præstegård omkring 1590. Det understreges, at der ikke er ført noget absolut sikkert bevis for, at det forholder sig sådan.

Hvis der er nogen i slægten, der har lyst til at prøve at finde et sådant bevis, ville det være en smuk opgave. Det er nemlig dette slægtsforhold, der er afgørende for, om vi kan fastholde forbindelsen til Barfodfamilien i Nr. Nebel.

 

Ingeborg Jørgensdatter og Jep Olufsen er begge begravet i Årre kirke, hvor der er en ligsten over dem.

Ingeborg Jørgensdatters far er sognepræst for Grimstrup og Årre menigheder. Han døde i Grimstrup 1618. Han menes at være født i Henne præstegård.

Jørgen Jørgensen var gift med Giertrud Lauritsdatter Barfod, født på Sæddinggård i Nr. Nebel omkring 1565 og død i Grimstrup 1. november 1641.

Hun er datter af Laurits Barfod og Anne Lavritskvon, som hun kaldes på en stolegavl i Nr. Nebel kirke, dateret 1576. På en anden stolegavl findes slægtens våben og  bogstaverne L B efterfulgt af årstallet 1576.

Hans far er Jens Barfod, der 1541 og 1545 nævnes som herredsfoged i V. Horne herred, og som levede endnu i 1562.

Hans far er Knud Barfod, der 1494 og 1502 nævnes som herredsfoged, ligeledes i V. Horne herred.

Dennes far er Jens Barfod, der blev adlet 13. april 1455 på forbøn af sin svoger, kannik i Ribe Thyge Therkildsen. Det er tilsyneladende også ham, der ved mageskifte med Ribe Domkapitel samlede Sædding Storgård


Denne historie er fortalt af min mors broder Michael Christensen og jeg har fået lov at gengive den her på min hjemmeside

 

Tre slægter.

 

Min mor var ud af en talrig familie  Mine bedsteforældre, Mariane og Jens Peder, der i min barndom boede først i Lourup, senere i Gørding, havde i alt elleve børn. 

Fars familie var ikke så stor. De var i alt fire søskende, der i min bevidsthed var  ”dem fra Horne.”  Dertil kom så, at der stadig føltes et fællesskab med fars tidligere svogre og svigerinder. De regnedes stadig med til familien, og da det var dem, der boede nærmest, blev det også dem, jeg har de allerfleste minder om.

Else Marie Thygesen var født på gården ”Aneberg” i Uldbæk. Den ejedes i min barndom af hendes broder Thyge Møller Thygesen. Selv om vi næppe ville bruge ordet ”ferie” om det, så blev det snart det sted, jeg oftest  og helst  besøgte.  Anna og Møller havde  fire børn, Inga, Jens, Aage og  som den yngste Knud, der i hele min skoletid var min sidekammerat..  

Moster Ritte, hvis egentlige navn var Gyrithe Axelsen hørte også med. Hun var som centralbestyrer en slags offentlig person og varetog under tjenesten mange funktioner i retning af at bringe bud og  bestillinger videre. Havde man brug for selv at snakke telefon, hang der en i gangen. Så kunne man bagefter gå ind og afregne. Hendes mand Axel var snedker, men havde også lært sig elektrikerfaget, så det var ham, man sendte bud efter, når man havde problemer med de elektriske installationer. Den ældste søn  Sune var slagter, men drev også lillebilforretning, så også der var der gode kontaktmuligheder.   

De næste i børneflokken var de to piger, Maren og Anne, og derefter fulgte drengene Jens Herluf, Vagn og Frede.  Vagn var opkaldt efter sin lille fætter  i Glibstrup, der døde som fireårig 1914.

Gik man ind ad døren modsat centralen, kunne man, hvis man var heldig, blive klippet. Der havde Christen Lyhne indrettet en frisørsalon med åbningstid et par gange om ugen. 

Derudover havde Else Marie  to søstre, der begge endte deres dage i København. Den ældste, Sinna,  virkede i sine yngre år som fotograf i Tistrup, hvorfor der er bevaret mange billeder fra hendes hånd. Hun var gift med Knudsen, og sammen havde de et ismejeri. Sinna døde ret tidligt.

Petra  A. Thygesen, som der stod på hendes emailledørskilt  havde ligeledes et ismejeri. Det var beliggende på Bentzonsvej på Frederiksberg. Der boede hun i mange år til stor glæde for den samlede familie, der meget gerne benyttede sig af hendes gæstfrihed. Jeg var selv en af dem. En af de sidste benyttere af hendes gæsteværelse er nok Jens Christian, da han ved starten af sine studier manglede et sted at bo.

Man skulle ikke opholde sig længe i selskab med moster Petra, før man bemærkede hendes interesse for kirkelige og sociale spørgsmål. Hendes daglige læsning var Kristeligt Dagblad, hun var en flittig kirkegænger og deltog i så mange møder, der kunne skaffes tid til ved siden af den krævende forretning, hvis kunder på det tidspunkt forventede mælken leveret ved døren.   

 

 


 

Udgangspunktet for min fars slægt var Torstrup sogn. De fire børn var født på den lille ejendom i Olling, som deres forældre havde overtaget efter  bedstefar Niels Urups forældre Christen Sørensen og Karen Urup.

Det havde alt sammen sin egen lidt  triste historie, som far af og til strejfede, men som jeg godt kunne have lyst til at få lidt mere at vide om.

Da ”kirkesanger og dannebrogsmand”  Niels Urups datter Karen 17. februar 1844 blev gift med gårdmand Christen Sørensen i Torstrup kirke, har hun sikkert været anset for at være et godt parti. Hendes far var ikke blot skoleholder og degn, men ejede også gården Fredensberg i Sig, hvor han opførte de meget smukke bygninger, der har været bevaret, indtil for ganske nylig..

Et lige så godt  parti har Christen Sørensen uden tvivl været anset for at være. Han var søn af sognefogeden Søren Christensen og overtog efter ham gården ”Store Olling”, en fæstegård under Nørholm.

Hvad der derefter præcis skete, ved jeg ikke, men ifølge eftermælet har han i hvert fald forsømt gården, måske på grund af drukkenskab. Det ser ud til, at hans slægtninge har fjernet ham fra gården og vel egentlig sat ham under en slags administration. Man overlod ham for hans og konens levetid et lille stykke jord og sørgede også for, at der blev bygget et hus på det. Sådan, som vi kender det fra billeder, kunne man godt forestille sig, at det stråtækte stuehus havde ligget der i forvejen, og at man så kun har føjet en lille staldbygning til.  Denne bygning ligger der endnu.

Det, der herefter var problemet, var, at de ejede bygningerne, men ikke den jord, de stod på.  Den var der ifølge far mange, der havde kig på, og sagen skulle være løst senest ved den længstlevendes død. Christen Sørensen døde allerede 1896, mens Karen levede til 1903. Det ser ud til, at sagen omkring det tidspunkt fandt sin løsning, så bedstefar Niels Urup Christensen og bedstemor Maren kunne blive boende med de børn, der endnu var hjemme.

Efter Bedstefars  død 1907 beholdt Bedstemor ejendommen, indtil hun 1914 afstod den til farbror Martin og selv skulle nyde aftægt. Det arrangement varede dog kun til 1916, da Martin afstod ejendommen og flyttede til et  andet sted i området og tog sin mor med.

Fars ældste søster var faster Nora. Hun havde i sin ungdom uddannet sig til vinterlærerinde på højskolen i Hoven, og blev så gift med malermester Peder Windfeldt Pedersen. De havde forretning og værksted på hovedgaden i Horne i udkanten af byen ved vejen, der fører mod Tistrup..

Nora og Peder var hyggelige at besøge.  Hjemmet bar tydeligt præg af, at her boede en maler. Alt var skinnende blankt, og loftet i stuen var smukt dekoreret med blomstermaleri. Det havde jeg aldrig set før. Så husker jeg også, at de havde arvet det gamle bornholmerur fra hjemmet i Olling. Det har jeg altid misundt dem.

De havde børnene Maren og Niels. Maren var gift med Metum Mortensen og boede i Billum. Niels blev maler som sin far og overtog efterhånden forretningen. Han havde desuden det fortrin, at han var kæreste og senere blev gift med Nicoline, der var fra Hjemmebageriet i Horne. Det var et meget skønt sted at komme for et lækkersultent barn. Senere overtog de også den forretning. Niels Måler, som vi kaldte ham, var lidt af en skuespiller. For gode ord og betaling kunne han lokkes til at læse op i foreninger, ikke mindst  tekster af Salomon Frifelt og på jydsk.

I min drengetid gik mange cykelture til Horne med besøg på skift mellem de to fastre.

Også hos Karen og Mads var det tydeligt at fornemme, at man var på besøg i et håndværkerhjem, og her var der oven i købet den fordel, at man kunne få et stykke træ og arbejde med  i tømrerværkstedet. De begyndte deres fælles tilværelse på en lille ejendom ude i Olling, men jeg husker dem kun fra deres tid i Horne, hvor de byggede sig et nyt hus i svinget på modsat side af vejen i forhold til malerforretningen.  Mads hed i daglig tale Mads Eesbjerg, 

De havde tre efterhånden store drenge, Viggo, Emil og Niels og så en pige Bertha, der var omtrent på alder med mig. Det var altså hende, der blev min legekammerat.

 


 

Den yngste i hjemmet i Olling var Martin. Han og hans kone Johanne overtog egentlig forældrenes ejendom og Bedstemor Maren skulle nyde aftægt hos dem. Der gik imidlertid ikke lang tid, før de afhændede ejendommen. Bedstemor fulgte med dem til det nye hjem, der også var beliggende i Olling. Her nød hun så fortsat aftægt hos dem nogle år, indtil de også solgte den ejendom og flyttede til Albæk ved Skjern. Denne gang blev  bedstemor boende hos den nye ejer, der vist hed Frits. Det var så hendes hjem, til hun døde. Jeg kan huske at have besøgt hende der. Det står ret tydeligt for mig, at vi kørte derop i hestevogn. Det er min eneste erindring om hende. Derudover husker jeg tydeligt, at posten afleverede et brev, hvori det blev meddelt, at hun var død. Det må være en af mine tidligste erindringer. Hun døde 22. marts 1927.

Mine erindringer om Martin knytter sig alle til deres bolig i Albæk og senere Skjern.

Martin og Johanne havde en datter, der naturligvis hed Maren. For at holde styr på de mange i familien, der bar det navn, blev hun altid kaldt Maren i Albæk i modsætning til kusinen fra Horne, der hed Maren i Billum.

Faster Johannes pigenavn var Stougaard.  Hun var født i 1878 og dermed 11 år ældre end Martin. Hun døde da også længe før ham, allerede i 1945. Jeg har ikke ret mange erindringer om faster Johanne. Et enkelt minde har jeg fra tiden i Albæk. Der mødte jeg æselspillet for første gang. Ikke med trykte kort, men fremstillet af store kvadratiske stykker grå karton, klippet ud af margarinekasser. Da jeg kom hjem lavede jeg et spil magen til – i  den overbevisning, at sådan så et æselspil nu engang ud.  Johanne skilte sig i mine øjne lidt ud fra de andre fastre.  Hun havde  i sin tid som husjomfru i dannede hjem i København efter sigende flere gange serveret  for kong Christian  den 9.  og hun skilte sig også lidt ud fra den grundtvigske familie, hun havde giftet sig ind i, ved at  nære sympatier  for indremissionske tanker.

Da familien flyttede til Skjern, åbnede de et brødudsalg,  beliggende ved hovedvej 11 i byens sydlige bydel. Den seneste adresse i Skjern var Nygade 4, hvor Martin boede til sin død 1969.   Højt op i pensionist alderen var Martin god til at finde beskæftigelse. Han arbejdede i mange år hos skindhandler Kjær i Skjern,  og som ansat på et stenhuggeri rejste han rundt på kirkegårdene for at opforgylde gravminder. I  de seneste år arbejdede han med at passe  folks haver.

Datteren Maren blev 1937 i Skjern kirke gift med Willy Keld Rørstrøm Skowsen  fra København.


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE