BARFOD
Sider kopieret fra Barfod sagaen.

Denne bog med titlen: Barfod Sagaen af Jørgen H. P. Barfod.

Udgivet af Slægtsforeningen Barfod - Barfoed 1992.

Trykt hos Bondegaard tryk as. Herlev. ISBN 87-984267-0-2.
Her er e-mail hvor bogen kan købes. barfod@mail.tele.dk

----------------------------------------------------------------------------------

Slægten i Nørre Nebel.

                       

 Når vi kommer ind i 1500-tallet, sker der store ændringer i Danmarks historie. I 1523 forlader Christian II landet for at søge at samle en hær udenlands til kampen mod den adel, som havde opsagt ham huldskab og troskab..Først i 1531 lyk kedes det ham at gøre et forsøg, da han satte sig fast i Norge og også hyldedes der. Som bekendt blev han imidlertid lokket til Danmark og blev siden holdt fanget her på Sønderborg Slot. Da Christian II.s efterfølger Frederik I dør i 1533, er adelen i begyndelsen utilbøjelig til straks at hylde hans ældste søn, hertug Christian, og situationen udnyttedes af grev Christoffer, der sammen med bl.a. Skipper Klement søgte at rejse bønder og borgere for at få Christian II tilbage på tronen. Når adelen ikke med det samme hyldede Christian III, var det på grund af dennes interesse for Luthers lærdom. I 1517 havde Martin Luther nemlig startet sit oprør mod paven og den katolske kirke. I 1521 blev Luther dømt fredløs, men han og hans tilhængere havde skabt et røre, der også bredte sig uden for landets grænser. Flere og flere danske blev optaget af hans tanker og blandt dem var også kongens ældste søn, hertug Christian. Allerede Frederik I havde været noget vaklende overfor de lutherske tanker og tålt prædikanter som f.eks. bondesønnen Hans Tausen, der fik lov til at prædike i Viborg, og reformationen blev efterhånden en folkelig bevægelse imod højadelen, som i Rigsrådet støttede de højadelige katolske bisper. Resultatet ved kong Frederik I.s død blev derfor den såkaldte »Grevens Fejde« fra 1534 til 1536. I første omgang havde grev Christoffer heldet med sig, da han i sommeren 1534 landsatte sin hær ved Hvidøre på Sjælland, og inden længe var alle øens borge i hans varetægt. Også i Skåne lykkedes opstanden under ledelse af Malmø borgmesteren Jørgen Kock, og desuden lykkedes det også snart at erobre Fyn. Frygten for at Christian II.s parti skulle vinde magten og genindsætte den fangne konge var årsag til, at bisperne i Rigsrådet bøjede sig, og i Rye Kirke ved Himmelbjerget udråbtes da hertug Christian til konge som Christian III. Greven manglede kun at få magten over Jylland, og her fik han hjælp af Christian II.s gamle støtte Skipper Klement, der i september 1534 landede i Nordjylland, hvor han hurtigt fik rejst vendelboerne i kampen for Christian II.s sag. Mange bønder og borgere sluttede sig til ham,  således at  han snart beherskede et område, der i Vestjylland nåede helt ned omkring Varde og i Østjylland til omkring Randers. Tilmed havde de været så heldige, at en jysk adelshær, der angreb Klements bondehær den 15. oktober ved Svenstrup Syd for Ålborg, havde lidt et sviende nederlag. Krigslykken ændredes dog helt; da Christian III. , der hidtil havde været bundet med sin hær ved Liibeck, i november 1534 fik sluttet en foreløbig fred med byen. Nu kunne hans anfører Johan Rantzau drage med hæren op i Jylland, og allerede den 18. december blev Ålborg stormet. 2000 bønder faldt under kampene og byen blev plyndret. Tilmed blev Skipper Klement fanget og henrettet og inden nytår var hele Jylland i kongens varetægt. Derefter gik det videre over Fyn til Sjælland, og København måtte udholde en lang belejring, før byen måtte overgive sig den 29. juli 1536. For slægten Barfod samler interessen sig naturligvis om forholdene i Jylland, og vi kan i det følgende se, hvorledes det gik. De bønder, der slutte- de sig til Skipper Klements oprørere, måtte som straf siden løse sig ved at afhænde gods til kongen eller give en rigelig løsesum i penge eller oftere blive fæstere under kronen. I mange af de 49 herreder, d. v. s. ca. 2/3 af Nørrejylland, som oprørerne havde behersket, blev alle bønder skåret over een kam, og de måtte alle indløse deres gårde, hvadenten de havde deltaget i oprøret eller ej. Da de fleste medlemmer af slægten netop boede i de berørte områder, kunne det ikke undgå at påvirke familien. I en sådan situation måtte man vælge side. (l)

 

Femte generation

 Jens Knudsen Barfod (V,l) hører vi første gang om, da han i 1532 reddede en af kong Frederik I.s mænd, der var sendt til herredet for at indkræve kongeskat. Bønderene blev åbenbart så forbitrede, at de ville slå opkræveren ihjel, for i et kongebrev står der, at Jens Barfod måtte være fri for ranstov, sandemandstoveller noget andet tov for sin livstid, fordi han »lod sig velvilligen findes at undsætte Mads Skriver«. I en række grove  sager skulle nogle mænd fra herredet udpeges og afgive en udtalelse tov som tinget lagde til grund for dommen, og åbenbart slap Jens Barfod for at skulle deltage her. Få år efter udbrød Grevens Fejde, og Skipper Klemens styrker nåede som før nævnt ned i vestjylland til omkring Varde. Efter sigende skal de fleste medlemmer af slægten da have gjort fælles sag med bønderne til fordel for den fangne konge Christian II. Sandsynligvis er Jens Barfod også gået med, men vi kender ikke noget til hans meriter.

Trods alt var han dog også efter krigens ophør og efter reformationen den fornemste mand på egnen. I 1541 var han tingholder og herredsfoged, da han tog lovhævd på Tudmose hussted (Hungerbjerg på ster Nebel Mark i Lunde sogn). Det bevidnedes, at han havde ejendommen »inden alle 4 markskel, og kender han ingen at have lod eller del deri uden sig og sine søskende.« Derved kom han i strid med Nils Skoning, som også gjorde krav på gården, der da lå øde, men i 1542 bevises det, at Jens Barfods far og dennes forældre havde haft Tudmose før han, og beboerne havde svaret dem både skat og landgilde. Velbyrdige adelsmænd som ridder Otto Krumpen, Henning Qwitzov i Lydom, Palle Bang i Hennegård, Thomas Stygge i Frøstrup, en borgmester, en byfoged og en rådmand fra Varde samt Eske Nielsen dømte da, at Jens Barfod skulle beholde Tudmose. I 1544 kom han imidlertid i strid med Eske Nielsen i Løftgård og stævnede da som herredsfoged i Vester Herred Oluf StotTerskou til Donneruplund og Niels StatTensen til at møde i Viborg, når kongen kom der, for at få klaret en dom, som han mente, at de med urette havde dømt mellem Jens Barfod og Eske Nielsen. I 1553 beseglede han som vidne sin svogers skøde til Thomas Stygge, og i 1562 bor han endnu i Sædding. Som de andre oprørske under Grevens Fejde havde kongen også inddraget Sædding Storgård. som krongods, og Jens Barfod måtte derfor foruden gæsteri til kongen også svare landgilde. I 1562 måtte gården således betale ialt 10 hestes gæsteri, 112 ørte smør, 2 ørte rug, 2 ørte byg, 1 svin, 1 lam, 1 gås, 2 høns og i penge 12 skilling, der skulle betales til Helmis (I.november) og 12 skilling til Volmis (I.maj) (2) Jens Barfod var sandsynligvis gift med en datter af Christian Stygge til Frøstrup, og de havde tre børn, som vi kender til, nemlig VI, 1-3. Johanne Knudsdatter Barfod (V,2) kan have været den næstældste, men rækken af børn kendes ikke. Hun fik i søskendeskifte efter sin far udlagt Tudmose hussted med ager og eng, som hendes bror havde ført sag om. Det lå i Lunde sogn,

 

 I. Johan Ottosen: Nordens Historie II side 381. 2. Frederik I.s registrant, Danske Magasin 4 rk.. 1. bind side 42. H.K.Kristensen: Nørre Nebel by og Lydom sogne, 1958 side 145.

 

Slægten i Nebel sogn.

 Nørre Nebel er stærk knyttet til Barfod-slægten og denne var fremtrædende i sognet endnu i 1500-tallet. Det var en tid, hvor gårdene som nævnt efter Grevens Fejde og den påfølgende reformation var overtaget af kronen. Sognets beboere levede da under et fællesskab, når jorden skulle dyrkes. Det vil sige, at de nok ejede jorden, men at agerjorden var fordelt i lange, smalle strimler spredt rundt mellem andre gårdesjorder, der lå på lignende måde på byens marker, og der kunne tilmed også ligge nogle strimler på andre byers marker. I landsbyen måtte man rette sig efter de engang fastsatte bestemmelser, der kaldes » Viden« og dyrkningen blev da vedtaget på grandestævne, og når der bestemtes omrebning, måtte man finde sig i, at få sine agre eller lodder tildelt helt andre steder end før. Nørre Nebel var i fællesskab med Præstbøl, Hundhale og Bolkær som det største fællesskab i Vester herred. Vi har ikke tal for det før end i 1688,

 men da omfattede fællesskabet 23 gårde med 288 tønder land og 103 tønder hartkorn. En enkelt gård i Nørre Nebel kunne således have sine agre fordelt på mellem 70 og 80 forskellige steder. Hver ager kunne endvidere være afmærket med sten for at naboen ikke skulle pløje ind på ens jord. Til gengæld var de udyrkede arealer, heder, moser, grønninger i fuldkommen fællesskab og de var da værdifulde for kvæget i overdrift. Her var ingen lodder, som nogen kunne kalde sin egen. Dette fællesskab kunne have sine vanskeligheder, som f.eks. når nærliggende byer udvidede sig ind på dette overdrev. Således var det mellem Lønne og Nebel sogne, da sandflugten engang ødelagde store arealer i Lønne så mange blevet drevet fra hus og hjem. Derfor kan det vel forklares, at de søgte at finde erstatning ved at

bevæge sig mod Øst ind på Nebels område, hvilket bl.a. i 1597 førte til en sag mellem de to byer. (4)

På Storgården sad Jens Barfods ældste søn Laurits Barfod (VI, I ). Han var tingsvidne i 1564 på Vester Herreds ting og anvendte her sit adelige våben ved beseglingen, og den 28. maj 1573 fik han som herredsskriver kongeligt brev på at være fri for landgilde og ægt af sin gård så længe han var herredsskriver. Det må vel være følt af ham som en art oprejsning for ham fra den tort hans far havde måttet lide efter Grevefejden. 1574 er han endog midlertidig herredsfoged og endvidere fæstede han kongetienden af Nebel sogn, hvorfor han skulle betale et bestemt antal tønder korn i afgift. I 1579 fik han desuden lov til i stedet for at køre lange veje med kornet at betale en gl. daler for hver tønde, og hvor meget det drejede sig om, ser vi i 1584, da forpagtningafgiften var 5 ørte rug og 12 ørte byg. (Der gik 24 ørtug på en mark) Endnu i 1800-tallet kunne man se hans navnetræk på skelpælene ude i engene.

Laurits Barfod var en stor mand på egnen og vel den fornemste i sognet, så han kunne tillade sig at have den fornemste stoleplads i kirken. I 1576 udsmykkes kirkestolene her med fint træskærerarbejde af Mikkel Tuesen som efterlignede de fine akantusblade, som han havde set i Ribe. En moderne museumsmand har vurderet hans kunst således: »netop hans snitværker giver en forestilling om hvorledes bondekunstnerens grove hånd har behandlet det fine bladværk. Det bliver kantet og fladt, tungt og gnidret, men alligevel er der en sprælsk opfindsomhed i de i de lige variationer   af bladslyngene«. Der  var ens, og foruden bladværker har han også lavet indskrifter, som på den stol, han lavede til Laurits Barfod. Her satte han denne indskrift efter oldtids- digteren Virgil: »Discite justiticiam moniti et non temnere Christum 1576«, hvilket betyder »Lad Eder påminde, lær retfærdighed og foragt ikke Kristus« 1576. Desuden fik stolen indskåret det fædrene våben. Og mens Laurits Barfods stol var den øverste til højre, så var hans kones stol den øverste til venstre og her blev der skåret følgende : »Anne Lavrits kvon, Anno 1576« Ingen skulle være i tvivl om, hvem der var de fornemste på egne. De øvrige familiemedlemmer fik da plads nedefter efter hartkorn og længst giftermål. (5) Også i koret findes et par stole med Barfodvåben og indskrift. Laurits Barfod må være død omkring 1585 og hans kone Anne fik i 1605, efter en søns død, Nebel kongetiende i fæste. De fik seks børn VII, 1-6, af hvilke de to ældste, Niels og Claus, der blev præster omtales i kap.4 ligesom søsteren Gertrud, som giftede sig med en præst. Efter Laurits Barfods død arvede broderen Peder Barfod (VI,3) Sædding Storgård og i 1592 finder vi ham som både tingsskriver og delefoged, og derfor ses han ofte at afgøre sager, der er refereret i Kærgaard Birks tingbog, hvor han også optræder som anklager og oplæser af kongelige dokumenter.

I januar 1597 tildelte han således bøde til Thomas Marcussen i Sædding, fordi han ikke havde villet »age ham ad Sønderside, da han skulle heden og pante for kongelig skat«, men det har nok heller ikke været noget taknemmeligt hverv hverken for den ene eller den anden. I maj samme år var han endvidere lensmanden Albert Friis stedfortræder vedrørende nogle markskel. I 1597 havde han også en sag med nogle naboer i Bolkær og Præstbøl angående Peder Barfods enge i Hyllerup, hvor der var sket skade for 3 læs hø. Endelig ønskede han også i oktober 1597 syn over en ager i Skødstrup, der havde tilhørt hans far, og nu var der pløjet 2 furer jord fra og desuden vedkendte han på kongens vegne noget strandingsgods, der lå i Peder Brernoses gård. Som tingskriver kunne han også have nogle ekstraindtægter. Således ser vi ham i marts 1599 tilbyde de breve, der var skrevet på birketinget de foregående tingdage »om der er nogen i dag, som vil give penning for dem, da fremkom der ingen og ønsket breve«. Det vil sige, at han tilbød at foretage afskrifter af domme og tingsvidner, men det var der åbenbart ingen, der ønskede den dag. Endnu to gange samme år finder vi at han tilbyder at afskrive breve »som var ham leveret at indføre«, men han fik afsat et enkelt. Det har sikkert ikke altid været lige nemt at skulle være dommer over de stridbare bønder, og det er derfor også nok med god grund, at han i ting- bogen for året 1600 skriver nederst på siden : »Hjælp Gud nu og altid. Peder Barfod egen hånd.« I 1602 var han åbenbart lidt uheldig, for da må han bøde 10 daler »for en forseelse i en genpart af et tingsvidne, som ginge mellem jomfru Karen Brokkenhus til Lunderup og Christian Sørensen i Bolkær«. Muligvis har det kostet ham skriverstillingen, for samme år oplyses det, at den konge- tiende på 5 ørte rug og 12 ørte byg, som han havde i fæste af kongen, nu af kongen var bevilget til sognepræst Jens Rusk i Lønne »for sit sogns ring- hed, som er fordreven af sand«, men Peder Barfod vil dog kun give Jens Rusk I daler i stedet for hver »smal tønde kom«, som han årligt yder ham, d.v.s. ca. 24 daler. Det påstod han at have konge- brev på.

 

(6) 6. Riberhus Lensregnskaber samt y Kærgård Birks Tingbog og H.K.Kristensen side 140. 27

 

 

 

 

 

 

 

 


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE